I Vandkanten har vi vores eget køkken med en dygtig kok, som tilbereder mad til os.
Vi tilbyder både morgenmad, frokost og eftermiddagsmad alle dage – og til børnene i vuggestuen serverer vi også formiddagsmad. Maden er primært økologisk, og den er altid både varieret og velsmagende, så børnene både får brændstof til kroppen og får udfordret smagsløg og sanser.
Men måltidet handler om meget mere end at blive mæt – selvom det selvfølgelig er en vigtig del af det. Vi bruger måltidet til at samles og være sammen i små grupper. På den måde er der mulighed for, at vi kan være nærværende med børnene og hjælpe dem med at give udtryk for deres behov.
Vi bruger måltidet til at tale sammen, øve vores sprog og styrke vores relationer til hinanden. Når vi sidder sammen i små grupper, er det nemlig lettere for børnene at lytte til den, der taler, og fokusere på det, vi taler om, mens vi spiser.